Akutbilen i Karup området bemandes til dagligt på hverdage i perioden fra kl. 07.30 og til kl. 15.30 med læger, sygeplejerske og lægeassistenter fra infirmeriet på Flyvestation Karup. Alle lægeassistenter og sygeplejersken fra infirmeriet har som udgangspunkt modtaget samme uddannelse som de øvrige nødbehandlere hvilket er beskrevet efterfølgende. Herudover er infirmeripersonalet alle uddannet i PHTLS (PreHospital Trauma Life Support) som er et amerikansk koncept, der sikrer et bestemt handlingsmønster på skadestedet i forbindelse med udførelse af redningsindsatsen.

Den øvrige del af døgnet, i weekenderne og i lukkeperioder på flyvestationen er Akutbilen bemandet med 2 nødbehandlere, der har gennemgået et 40 timers udvidet førstehjælpskursus, som i sin grundopbygning meget ligner PHTLS-konceptet. Kurset omfatter en stor del teori kombineret med en del praktiske øvelser, og afsluttes med såvel en teoretisk som en praktisk prøve med et beståelseskrav. Nødbehandlernes uddannelse er i øvrigt identisk med første del af helikopterbesætningernes førstehjælpsuddannelse. Alle nødbehandlere skal en gang om året på genopfriskningskursus og efterfølgende til reeksamination.

Nødbehandlerne er en gruppe bestående  af 17 frivillige personer bosiddende forskellige steder i Karup området, der alle har gennemgået ovennævnte uddannelse såvel som et køreteknisk kursus hos færdselspolitiet.

Hele konceptet med Akutbilen bygger således på en døgnbemandet bil med personale, der er i stand til at være fremme på ulykkesteder og andre steder med syge eller tilskadekomne i løbet af relativ kort tid, og hvor de med enkle midler forsøger at yde livreddende førstehjælp til f.eks. hjertestop. Der vil altid efterfølgende komme en ambulance fra Falck til undsætning til de tilskadekomne eller de sygdomsramte, og således er nødbehandlerne altid kun førsteindsatsen, der til tider kan betyde forskellen på liv og død.

Når bilen til daglig ses køre rundt i byen med 1 mand i skyldes det, at den der har vagten forsøger at opretholde en normal dagligdag samtidig med beredskabet, og derfor er nødt til at tage bilen med sig, hvor vedkommende end befinder sig. Samme koncept ses ved det lokale brandvæsen, hvor indsatslederen også er nødt til at have køretøjet med sig, det er præcis det, der sikrer den hurtige indsats. Der vil også forekomme situationer, hvor man kan møde bilen med 1 mand på vej til f.eks. Viborg, forklaringen på dette er, at ham der kører bilen formentlig er på vej til sygehuset efter sin makker, som har valgt at bistå redderen i ambulancen i forbindelse med en patient. Den del er vigtig ikke mindst for nødbehandlerne, som på den måde også bliver dygtigere til at tackle situationerne i hverdagen.