Alle de kvaler vi oplever på nuværende tidspunkt med manglende udkald, og en lægefaglig der ikke vil tage ansvar for de ting vi foretager os, startede helt tilbage i begyndelsen af juli, hvor vi oplevede de første eksempler på udrykninger, som vi ikke blev kaldt ud til.

I første omgang medførte det et opkald til disponenten på Akut Medicinsk Koordination (AMK), der sjovt nok kunne oplyse, at der var kommet en ændret vejledning, hvorefter vi ikke længere skulle kaldes ud. Et besynderligt svar at få, når der ikke var givet nogen som helst form for meddelelse om dette, og derfor endte det med en fornyet henvendelse til AMK, denne gang til en vagtcentralleder, der i første omgang var præcis lige så målløs over at der skulle være kommet ændringer, og derfor forsikrede os om, at det ingenlunde var tilfældet, og at den vejledning han henviste til kun var få dage gammel, men ikke indeholdt ændringer i forhold til hvorledes akutbilen i Karup skulle kaldes ud. Vagtcentrallederen ringede i øvrigt endnu engang og beklagede meget på disponentens vegne, at vi ikke var blevet kaldt ud.

Det betød så, at vi nu igen fik alle udrykninger i postnummer 7470 i en periode indtil begyndelsen af oktober, hvor der pludselig dumpede et brev ind i postkassen fra driftschefen ved AMK, der beklagede at vi ikke tidligere havde fået meddelelse om de ændringer, der i princippet var gældende fra den 2. maj. 2011, hvor vi var overgået til en slags ”First Respondere”, som i princippet kun kaldes ud når der er tydelig risiko for hjertestop, og stort set ikke andre typer af patienter. Principielt betyder det, at ingen behøver at tage det lægefaglige ansvar for behandlingen, da patienten jo næsten på forhånd er afgået ved døden, og det derfor kun kan bedre tilstanden næsten uanset hvad man foretager sig.

Denne henvendelse brød vi os ikke specielt meget om, og vi tilskrev derfor både det politiske system og ikke mindst AMK, som vi inviterede til et dialogmøde på flyvestationen for at få udredet tingene og evt. finde en fornuftig løsning. Det møde ønskede driftschefen og den lægefagligt ansvarlige tilsyneladende ikke at deltage i, og derfor kom der et nyt brev, der pludselig inviterede os til møde med AMK i Skejby den 16. november. På mødet forsøgte driftschefen at overbevise os om, at hele problematikken bestod i at vi reelt som det også er fremgået af en avisartikel i Viborg Folkeblad, ikke er værd at satse på henset til vores kompetencer, som de jo ikke ønskede at drøfte. Anbefalingen fra driftschefen var jo selvfølgelig, at vi burde fortsætte uagtet at vi ikke ville blive kaldt ud så tit længere, ikke mindst da det stod klart, at hvis vi stoppede nødbehandlerordningen, så ville det også medføre at ordningen med læge i dagtimerne ligeledes forsvandt, og det vil jo, i relation til ikke mindst dårlige responstider i området, give et problem for regionen.

Vi har efterfølgende via de lokale politiske organisationer, såvel som byrådsmedlemmer, et par medlemmer af  folketinget og et medlem fra regionsrådet forsøgt at finde en løsning på problemerne, så hvis vi nu ender med at lukke ordningen helt og aldeles, så er det ikke manglende forsøg fra vores side på at få tingene til at fungere, men alene den kendsgerning at embedsmændene har udsultet ordningen helt og aldeles ved at fralægge sig ansvaret for den lægefaglige del, uden nogensinde overhovedet at have beset forholdene eller for den sags skyld have forsøgt at deltage i dialogmøder, der kunne have givet den ansvarlige et overblik over kompetencerne blandt nødbehandlerne, så vedkommende formentlig derfor sagtens kunne stå inde for behandlingen.

Ordningen i Karup har eksisteret i næsten 7 år, og nødbehandlerne har kørt knap 1200 udrykninger uden at der på noget tidspunkt har været fremsendt en eneste patientklage, tværtimod har vi haft en ufattelig opbakning i befolkningen i området, der på et tidspunkt hvor både embedsmænd og politikere forsøgte at stoppe ordningen, skaffede over 4000 underskrifter, som blev afleveret til regionsrådsformanden af en patient, som havde haft hjertestop og var blevet genoplivet af folkene i akutbilen.

Alt dette til trods så eksisterer begrebet nødbehandlere ikke i regionens verden, og derfor er det planen at gøre alle nødbehandlere til ”First Respondere”, som i øvrigt er helt frivillige og arbejder gratis. Til gengæld skal de så kun kaldes ud via en sms på deres private mobiltelefon, såvel som de skal køre i egen bil og i øvrigt afhente førstehjælpsudstyr og hjertestarter opsat et centralt sted i byområdet. Der er ikke noget krav om at de skal reagere på sms-ukaldet, kun hvis de har tid og lyst til at gøre det. Så alene dette vil jo medføre en betydelig forringelse af ordningen, og det ønsker ingen af de nuværende nødbehandlere at indgå i.

Findes der overhovedet en løsning på disse problemstillinger?

Ja, sjovt nok så har Region Sjælland ifølge dem selv opfundet en ordning, der er meget lig den ordning som Region Midtjylland er ved at kvæle i Karup, og i Region Sjælland er man yderst begejstret for ordningen, der tilmed kører ud til både kørsel-A og kørsel-B (kørsler med og uden udrykning), såfremt nødbehandlerne kan være fremme 5 minutter før ambulancen. Region Sjælland har foreløbig ansat 96 nødbehandlere, såvel som de har indkøbt udrykningskøretøjer og udstyr, og i de første to måneder af ordningens eksistens har der været over 200 udrykninger, som alle er yderst tilfredse med. En del af det økonomiske grundlag stammer tilsyneladende fra nogle ekstra midler fra regeringen til specielle ordninger, der kan fremme akutbehandlingen. Vi har i Karup forsøgt med skiftende sundhedsministre at få de sidste 3 i tale, men foreløbig uden det store held.

Region Sjælland har erkendt problematikken med et begrænset antal ambulancer, en helikopterordning der ikke er døgndækkende og ikke kan og må flyve i dårligt vejr, og nogle områder der er præcist næsten lige så tyndt befolkede som her i Midtjylland, og derfor fået den lægefaglige chef til at indgå i arbejdet med at få sammensat uddannelserne til nødbehandlerne og få dem gennemført, således at de som omtalt nu har kørt i omkring 3 måneder med stor succes. Sjovt nok så ligger uddannelsesniveauet for disse nødbehandlere næsten på samme stade, som de folk der bemander akutbilen i Karup, men som ingen gider interessere sig for og tilsikre ordningens overlevelse.

Hvis man kigger på hele denne problematik med borgernes og dermed vælgernes øjne, ser det ud som om at Regionen, i modsætningen til hvad befolkningen tror, styres af embedsmændene og ikke de folkevalgte politikere. Fra den politiske scene har der været udtalelser om, at der i området hvor vi bor, er kommet nye faglige tiltag, der har sikret befolkningen et lægefagligt løft i akutbehandlingen i og med at der er oprettet døgnbemandede lægebiler i Viborg, Herning og Silkeborg, som støtter området sammen med ambulancerne. Men hvad man åbenbart ikke har fattet på den politiske scene er, at disse aldrig når ud til patienterne før ambulancerne tværtimod, så er tingene set med en patient med symptomer på en blodprop i hjertet, præcis som de altid har været her i området. Ambulancen kommer tidligst efter 15 – 20 ofte helt op til 25 minutters ventetid, og lægebilen kommer altid endnu senere, så nogen forbedring i tilbuddet til området er der vist ikke andre end politikerne der kan få øje på.

Som en borger har udtalt, så virker det besynderligt at man ønsker at lukke noget der er velfungerende her på stedet fordi det ikke findes andre steder. En livsfilosofi der bygger på at vi alle skal være lige fattige, nå vi nu ikke alle kan være ens stillet.

Hvornår dette ender eller om der findes en løsning ved vi ikke, men tålmodigheden fra alle nødbehandlerne er så småt ved at slippe op, og det begynder at haste med at finde en løsning, ellers er det eneste vi kan sige med sikkerhed: ”Vi lukker og slukker ordningen helt og aldeles”, og vi er helt på det rene med at politikerne efterfølgende vil flokkes ved håndvasken og sige at vi selv lukkede den. Vi håber dog at borgerne, der bliver taberne i denne sag, har forståelse for hvis vi vælger at dreje nøglen. På et tidspunkt bliver nok nok, og det punkt er vi meget tættere på end de fleste aner i øjeblikket.

Tak fordi du trods alt læste denne forklaring. Vi håber selvfølgelig stadig på at fornuften sejrer.

Af hensyn til et evt. fremtidigt samarbejde har vi undladt at sætte navne på berørte embedsmænd og politikere.